Hvad er et sundt arbejdsmiljø?

Et sundt arbejdsmiljø er en nødvendighed for alle organisationer og virksomheder.

Arbejdsmiljøet vedrører den fysiske, psykiske og sociale del af en arbejdsplads. Vi bruger mere end en tredjedel af vores liv på arbejdet. Det er derfor vigtigt, at vi trives, når vi løser opgaver eller bruger tid sammen med vores kolleger, ledelse og medarbejdere.

Hvorfor er arbejdsmiljøet vigtigt?

I alle stillinger og erhverv er du en del af et fysisk og psykisk arbejdsmiljø.

Hvis arbejdsmiljøet er dårligt, usundt eller skadeligt, er det skadeligt for medarbejderne. De vil ofte have et højere sygefravær eller være mindre produktive. Virksomheden vil også have svært ved at fastholde medarbejdere, da de ofte søger væk fra arbejdspladsen.

Det er virksomhedens ansvar at sikre et godt arbejdsmiljø. 

I kan danne jer et overblik over, hvordan medarbejderne trives på jeres arbejdsplads med en trivselsmåling eller som led i jeres APV.

Det gode arbejdsmiljø er med til at:

  • Øge medarbejdernes trivsel
  • Øge produktiviteten
  • Motivere medarbejderne
  • Forbedre samarbejdet mellem kolleger

Det fysiske arbejdsmiljø

Det fysiske arbejdsmiljø er de fysiske betingelser og vilkår på arbejdspladsen. Det handler om alt, der har at gøre med medarbejdernes sikkerhed eller sundhed, som man kan røre ved eller sanse.

Det fysiske arbejdsmiljø vedrører bl.a.: 

  • Sikkerhed og foranstaltninger
  • Udluftning
  • Støj- og lydniveau
  • Dagslys og belysning
  • Indretning og ergonomi
  • Kemikalier og materialer
  • Tekniske hjælpe- og værnemidler

Hvis du på din arbejdsplads har god udluftning, får rigeligt med sollys og optimal belysning, ikke døjer med for meget støj, har adgang til nødvendige værnemidler og ikke udsættes for fysiske farer, såsom skadelige kemikalier eller farlige arbejdsopgaver, har du – umiddelbart – et godt fysisk arbejdsmiljø.

Det psykiske arbejdsmiljø

Det psykiske arbejdsmiljø er de mentale og emotionelle vilkår på dit arbejde.

Her handler det om, hvordan det føles at være på arbejdspladsen. Det gælder ens sociale relationer, tanker og følelser.

Det psykiske arbejdsmiljø kommer til udtryk gennem:

  • Trivsel
  • Arbejdsglæde og tryghed
  • Stress
  • Konflikthåndtering
  • Medarbejderudvikling

Hvis dine arbejdsopgaver er balanceret i forhold til din tid og ressourcer, du føler dig anerkendt og værdsat, udvikler dig fagligt og har et konstruktivt samarbejde med dine kolleger, er det tegn på, at du har et godt psykisk arbejdsmiljø.

Du kan læse mere om, hvordan du får et sundt psykisk arbejdsmiljø her.

Kilder til viden om arbejdsmiljøet

I Woba arbejder vi evidensbaseret med afsæt i den seneste forskning. 

Vores arbejde bygger på videnskabelig dokumentation, ekspertudtalelser og case-studier fra danske og internationale virksomheder. Denne datadrevne tilgang er afhængig af, at vi har adgang til den seneste viden.

Vi har derfor også en række kilder, vi ofte benytter i vores arbejde.

Arbejdstilsynet er den danske myndighed, som er ansvarlig for at føre tilsyn med arbejdspladser og lave løbende kontrol af deres arbejdspladsvurderinger (APV). Her kan du blandt andet finde statistikker om arbejdsmiljøet i Danmark.

Det Nationale Forskningscenter for Arbejdsmiljø under Beskæftigelsesstyrelsen forsker i arbejdsmiljø. På siden kan du bl.a. finde spørgeskemaer om sikkerhed, sundhed og det psykiske arbejdsmiljø.

Arbejdsmiljørådet rådgiver og kommer med anbefalinger til aktuelle arbejdsmiljøpolitiske spørgsmål.

Arbejdsmarkedets Erhvervssikring / AES afgør om skader eller sygdom kan blive anerkendte som arbejdsskader. Ansatte har ret til erstatning, hvis de får arbejdsskader og erhvervssygdomme. Siden har desuden en række beregnere, der vurderer, hvad man kan have krav på, hvis man får varige mén eller tab af erhvervsevne.

Del

Forfatter

Malene Madsen, aka ”the nerd”, har en kandidatgrad i Arbejdspsykologi og Filosofi og specialiseret sig i datadrevne forebyggende strategier. Malene har mere end 10 års erfaring inden forebyggelsesfeltet, hvor hun bl.a. har arbejdet som forskningsassistent og lavet feltarbejde i både offentlige organisationer og private virksomheder. Gennem hendes ekspertviden har hun stiftet Woba ApS og været idé og konceptudvikler af den forebyggende digitale platform, Woba. Malene er i dag CEO af Woba ApS.

Lyder det interessant?